Iris, min stalker: Episode 4

Da Iris kom for at hente mig i taxaen, så vi sammen kunne tage til Toronto, stod jeg og ventede utålmodigt og rasende på gaden.

”Hvor er dine kufferter,” spurgte hun forundret og steg ud for at kysse mig på kinden. Hun var klædt i et sort jakkesæt, der klædte hende. På sædet inde i bilen lå en elegant, sort mappe og en stor rød håndtaske.

”Jeg har ikke pakket,” svarede jeg.

”Det var da dumt, ” smilede hun imødekommende og blinkede fortroligt til mig. ”Men vi finder bare noget tøj til dig i lufthavnen. Det skal nok gå.”

”Iris, jeg skal ikke med til Toronto,” sagde jeg for tredje gang og forsøgte at holde hende på afstand, så jeg kunne se, om ordene sank ind bag hendes ualmindeligt tykke hjerneskal.

”Er det rigtigt? Hvor er du tarvelig. Vil du virkelig ikke med?” Hendes øjne fyldtes med tårer, og hun tog hånden forskrækket op til munden. ”Så går der jo flere måneder, før du ser mig igen.”

”Det klarer jeg nok.”

Hun klyngede sig til mig, græd og kyssede mig lidenskabeligt.

Taxachaufføren stirrede utålmodigt ud på os og trommede med fingrene på rattet

”Jeg tror, vores forhold bliver stærkere af det her, ” mumlede Iris med grødet stemme ind mod min skulder. ”Det er en test. Det er sådan, jeg ser på det. En test på, hvor meget vi elsker hinanden. Og vi kommer til at bestå den med bravour.”

Og så satte hun sig endelig ind i taxaen og kørte, og jeg åndede lettet op.

Denne gang var der intet i mig, der savnede hende.

I starten sendte hun mig et par e-mails om dagen, men jeg svarede ikke på dem, og langsomt tørrede kontakten til hende ud. Troede jeg. Jeg var utrolig lettet.

Indtil jeg modtog et par tykke breve med brochurer over lejligheder i Toronto. Store lejligheder og små lejligheder. Gammeldags og moderne lejligheder. Der fulgte ingen besked med brevene. Det føltes, som om jeg holdt om noget glohedt. Jeg smed brochurene i papirkurven og håbede det bedste.

Dagen efter ringede min bank.

”Det var det lån, vi skulle tale om. Din forlovede siger, at du skal bruge det til at investere i fast ejendom i Toronto. Jeg vil bare sige, at det nok tager os nogle dage, før vi er klar med et tilbud. Vi må lige spørge nogle eksperter til råds om boligmarkedet derovre først.”

Min tålmodighed var brugt op.

Kvalmen stod op i halsen på mig, og jeg rystede over det hele.

Da jeg havde fået forklaret bankmanden den rette sammenhæng, ringede jeg til Iris og skreg ind i telefonen, at jeg ikke var hendes kæreste, og jeg ikke under nogen omstændigheder havde tænkt mig at komme til Toronto.

”Det er frygteligt,” hulkede hun. ”Du er så ond, så ond, jeg fatter det ikke. Min egen skat, min elskede. Jeg savner dig jo. Det er slet ikke sjovt at være her, når du er så langt væk.”

”Det bliver ikke sjovere af, at du kommer hjem. Jeg vil ikke se dig, fatter du det ikke?”

”Lidt sjovere bliver det,” sagde hun med en ydmyg stemme. ”I mindste vil jeg så vide, at du er i nærheden.”

”Åh, hold nu op, Iris. Hvorfor går du ikke ud i nattelivet derovre og finder dig en mand, som vil have dig? En, der vil elske at få al den kærlighed, du spilder på mig.”

”Hvem ved, måske er det netop det, jeg vil gøre.”

”Der er oprigtig talt ikke noget, der ville glæde mig mere.”

Jeg afbrød træt samtalen.

# Fortsættes 

Scoring i hverdagen

Der bliver flirtet alt, alt for lidt i det offentlige rum i Danmark – og det kan du som mand vende til en stor fordel for dig selv!

         Kvinder elsker komplimenter, og du kan ikke fornærme nogen ved at komplimentere deres udseende eller udstråling. Men det gør vi danske mænd næsten aldrig!

         Hvornår har du sidst tiltalt en kvinde i et supermarked? Sagt, at hun ser så spændende ud, at du bare må have lov til at lære hende at kende? Eller smilet til en pige i et fitnesscenter og fulgt op med, om hun har tid til en kop kaffe efter træning?

         Det er muligt, at du også i hverdagsscoringen skal forberede dig på 9 afslag, inden der kommer et ja. Men de 9, der ikke kunne – eller ville – har alle fået en lille selvbekræftende og glad oplevelse ud af, at du har kurtiseret dem. Og de vil omtale dig positivt for veninderne og måske være interesserede senere, når de ikke længere er i andet forhold, eller hvad nu årsagen til afslaget var.

         Så det er bare om at komme i gang.

Principielt gælder de samme grundregler for scoring i hverdagen, som når du scorer i byen. En eller anden form for kontakt – gensidig interesse – og så rykker du. Det kan være lige fra den smukke kvinde i bussen til den gamle skolekammerat, der pludselig vil være din facebookven.

Og som nævnt tidligere gør du rationalet op: Hvor meget tid vil du bruge på at få lige netop denne kvinde til at give dig sit telefonnummer eller sige ja til en middagsdate?

Hvis du er meget dårlig til at give komplimenter og måske ligefrem bliver nervøs og stammende, hvis du skal kontakte en fremmed kvinde, så øv dig i din hverdag. Giv de kvindelige kollegaer komplimenter. Ikke som scoring, men kommenter, hvis du kan se, de har taget ekstra lækkert tøj på, lige fået ny frisure eller sagt noget klogt til et møde. Du vil stort set altid få en positiv respons, og det vil styrke dit eget mod og din selvtillid, når du skal forføre en kvinde, du gerne vil se mere til.

# fortsættes næste lørdag

Iris, min stalker: Episode 3

Der gik en uge eller mere, hvor jeg rent faktisk troede, jeg havde rystet Iris af mig. Jeg var lettet, men savnede hende også en lille bitte smule, hvis jeg skulle være ærlig. Der havde været noget frygtindgydende, men også meget flatterende over den måde, hun insisterede på at elske mig på.

Så en dag ringede hun, at hun var ved at arrangere vores rejse til Toronto.

”Til Toronto? Hvad skal vi der?”

”Jeg har fået job derovre, meget velbetalt, meget spændende, og du skal med. Forestil dig lige, hvor fantastisk, det bliver. Men det kræver nok lige nogle forberedelser af dig, for det drejer sig om et halvt år, måske mere.”

”Jeg skal ikke med dig til Toronto. Ikke under nogen omstændigheder. Hvad skulle jeg også lave der?”

”Jeg er ved at søge nogle job til dig,” sagde Iris ivrigt og lidt forpustet, som var hun selv overvældet af spændingen ved alt det nye. ”Men faktisk ved jeg jo ikke rigtig, hvad du kan. Er du til havearbejde eller mere til sprogundervisning?”

”Iris, jeg skal ikke med dig til Toronto,” gentog jeg vredt. ”Jeg har mit eget liv og mine egne projekter her i Danmark, som jeg ikke kan rejse fra.” Og så smækkede jeg røret på.

Et par dage senere fik jeg en henvendelse fra den canadiske ambassade. De var ved at behandle mine ansøgning om arbejds-, og opholdstilladelse, men manglede nogle informationer.

”Jeg har ikke ansøgt om arbejds- eller opholdstilladelse,” sagde jeg overrasket. ”Det må være en fejl. Det må være en med et navn, der ligner mit.”

”Overhovedet ikke, ” sagde den venlige sagsbehandler på engelsk. ”Jeg har dit pas lige her.”

”Umuligt,” sagde jeg. ”Jeg ved, det ligger i skuffen her ved siden af mig. ”

Mens jeg talte, åbnede jeg skuffen og ledte desperat. Det var væk. Iris måtte have stjålet det nogle uger før, da hun kom forbi for at forære mig, hvad hun kaldte en forsinket fødselsdagsgave, en stor, flot illustreret bog om tantrasex.

Ophidset og vred bad jeg sagsbehandleren på ambassaden om straks at sende mit pas retur og indstille sagsbehandlingen.

Et par dage efter kom der en kuvert med en fint svungen håndskrift udenpå, som jeg genkendte om Iris’ Jeg åbnede den. Indeni lå en flybillet til Toronto.

”Er du ved at pakke?” skrev hun på en sms lidt efter. ”Jeg kommer og henter dig i en taxa i morgen tidlig klokken ni. Glæder mig helt ustyrligt. Mine egen elskede, nu skal vi på eventyr.”

Iris, min stalker: Episode 2

Den sjette morgen, jeg vågnede op ved siden af Iris i hendes lejlighed, kunne jeg mærke, at jeg nu virkelig ikke længere orkede at gå i seng med hende. Egentlig var hun sød og charmerende, men desværre var hun begyndt at vise tendens til at blive uudholdeligt klæbende. Hun forsøgte hele tiden at holde på mig mod min vilje. Hver gang jeg var lige ved at bryde op, udfrittede mig om alt, hvad jeg foretog mig.

Jeg vendte mig i sengen og kiggede på hendes ivrige, blåøjede ansigt og kunne ikke lade være med at føle en irritation, som jeg var nødt til at reagere på.

”Hvordan ser du fremtiden sammen med mig?” spurgte hun spekulativt over morgenmaden og så drømmende ud af vinduet. ”Ser du det samme som mig? Oliventræer, et langbord, sol, dejlige unger, dig og mig tæt sammenslyngede, forelskede og fordybede i hinanden for 15. år i træk.”

Hun havde linet både juice, ost, skinke, røræg, bacon og bagels op på bordet foran mig. Jeg tog en bid af en bagel, men havde ingen appetit.

”Fremtiden? Den tænker jeg ikke så meget over,” svarede jeg sløvt.

Iris rejste sig og kom over og satte sig energisk på skødet af mig. Hun havde et par brødkrummer i håret.

Jeg vred mig lidt, pillede krummerne ud, og bad hende sætte sig tilbage på sin egen stol. Det nægtede hun og kyssede mig sugende på halsen.

”Nu skal du altså lytte til mig, Iris, ” sagde jeg indtrængende. ”Jeg er sådan en, der vil sprede min kærlighed ud. Det er min mission her i livet, min kærlighed har aldrig været bestemt kun for dig.”

I dag kan jeg godt høre, at det lød kvalmende, men dengang var jeg stolt af denne sætning, som jeg havde tænkt meget over og fremførte med indøvet pondus.

Den havde da også en ret stor effekt. Iris blev bleg og sad mundlam og stirrede på mig i flere sekunder, helt betuttet. Så bøjede hun sig frem, lagde hånden om min pik uden på mine jeans og sagde: ”Så må det jo være min mission at få dig til at skifte holdning på det punkt, ikke?”

Jeg fjernede hårdhændet hendes hånd. ”Det tror jeg ikke, du kan.”

”Vent og se,” sagde hun og lænede sig langsomt og selvsikkert tilbage i stolen. ”Der er en ting, du ikke ved om mig, og det er, at jeg ikke finder mig i at blive vraget. Aldrig nogen sinde.”

Jeg lo nervøst og rejste mig. ”Jeg går nu! Du må indse, at det her er forbi. Jeg kommer ikke tilbage.”

Iris sagde ingenting. Men lidt efter, da jeg gik ud af døren, råbte hun efter mig: ”Jeg har en overraskelse til dig, bare vent.”

Det gøs i mig, da jeg lukkede døren bag mig.

Hvorfor skal det lange parforhold hyldes?

Der er en underlig tendens i tiden til, at vi for enhver pris skal have parforholdet til at vare så længe som overhovedet muligt. Flere parterapeuter prædiker om det lange forløb. Dybden. Loyaliteten. Mange medietyper siger det samme. Det er som om, vi skal påduttes at acceptere den grå leverpostejsvej – så længe vi kan få alle de andre ”glæder” fra parforholdet, såsom tryghed og den store tv-pakke. Parforholdet er ikke engang konfliktfyldt længere, det er uden de store følelser, uden erotisk ild, og det er ok. For til gengæld har vi hverdagen, de praktiske opgaver, logistikken, skemaerne, og dé ting skal bevares, for Guds skyld.

Parforholdsopsparing
Tryghed er blevet en meget vigtig værdi. Vi laver pensionsopsparinger i den store stil, og vi skal åbenbart også se kærlighedslivet som en investeringskonto, hvor det gælder om at ofre en masse kedelig hverdag for til gengæld at få en lang god alderdom sammen, siddende på den dér badebro, man hører så meget om. Stolte over at have holdt hinanden ud så længe. Rolige og trygge ved tanken om, at den anden vil hente stokken til én og gå med til de ugentlige lægetjek. Hey, hvad er vi ude i? Parforholds-alderdomsopsparing?

Hvorfor er værdien tryghed mere interessant end passion, lidenskab, opfyldelse af vilde drømme, eventyr, frigørelse og udvikling? Hvorfor al den tryghed? Hvad er det, vi er så bange for? Jo, jo, vi har vel alle frygten for at dø, frygten for ensomhed, frygten for ikke at blive elsket, frygten for fiasko. Men skal vi værne os mod den eksistentielle frygt i tryghedssofaer, eller skulle vi i stedet tage udfordringen op og belyse noget af al det mørke, der åbenbart er inde i os?

Et trygt lille land
Vi lever i et af de tryggeste lande i verden. Vi kan gå gratis til lægen og gratis i skole, vi er ikke i krigstilstand og lider heller ikke under de store naturkatastrofer. Vi har faktisk den perfekte boldbane at boltre os på, vi har alle muligheder for at afprøve nye måder at gøre tingene på, og til at blive bevidste. Hvorfor skal vi være så reaktionære i værdisættet og acceptere at sidde og visne i sofaen med én, der ikke tænder på os? Hvorfor ikke vælge eventyret? Slippe den kristne tryghedsidyl og afprøve nye sider af livet? Hvorfor ser man det som negativt, at skilsmisseprocenten er høj? Måske er det et sundhedstegn! Måske er det et plus, når folk ikke gider blive sammen, når sexlivet er fordampet, og kun arbejdsopgaverne er tilbage. Hvorfor skal den livslange reaktionære kærlighed ses som noget specielt smukt?

Vi er i udvikling
Det er et problem, når det lange parforhold/ægteskab hyldes samtidigt med, at folk i en lind strøm går fra hinanden. Folk kan ikke leve op til det gamle pladder om ægteskabet, og det, der er problemet, ér, at det bliver set på som et problem. Vi mødes, vi skilles, vi bliver venner, vi møder nye. Det skal folk da ikke have dårlig samvittighed over. Hvorfor ikke hylde dét i stedet for trygheden? Vi har gennem historien kæmpet for kvindernes frihed, for barnets frihed, for erotisk frihed. Vi kan tænke abstrakt, vi kan tænke innovativt, vi er i rivende udvikling. Hvorfor så holde krampagtigt fast i gamle ægteskabsværdier fra dengang man ufrit var bundet af hinanden på grund af økonomi og overlevelse? Vi lever i en anden tid nu, det virker da underligt, at vi skal føle os forkerte, når vi udlever det frie væsens muligheder: At vælge til og vælge fra. Parforholdet er et tilvalg, det er en dejlig luksus (måske den bedste) så længe det varer, og det skal vi nyde. Men vi skal ikke forsage parforholdet. Vi skal i stedet hylde livet, hinanden og alle de herlige spændende oplevelser, der venter os!