Den tabte ungdom

JEG VIL HA’ KÆRLIGHED!

Hvem er det egentlig, der har lært os at storme rundt og søge efter kærligheden konstant? Hvor kommer det fra? Jeg ved godt, at kærlighed er livsvigtig, kærlighed er det største, det bedste, dét der kan få junkier til at rejse sig fra gravens rand og få styr på økonomien og få psykopater til at forvandle sig til humanitære hjælpearbejdere. Kærligheden kan få os til at blomstre for vildt, den kan gøre os lykkelige og den kan revolutionere verden! Jeg er helt enig. Fuldstændig enig.

Gør dig fortjent til kærlighed
Jeg synes bare, det er komisk, at vi tror, vi skal have (og kræve) kærligheden fra ét bestemt udvalgt menneske, som efter kærlighedsudvælgelsen skal fylde os op med den magiske eliksir kaldet ”kærlighed” på daglig basis. Vi tror, der skal komme én og fylde på os og vi tror, at kærligheden kommer udefra. Når vi er singler, søger vi med lys og lygte efter en kæreste, så vi ikke skal leve uden kærlighed. Og når vi er i parforhold, bruger vi vores sparsomme tid på at overveje, om vi nu får kærlighed nok af kæresten, eller om vi i bund og grund burde finde en bedre, ”den rigtige”. Vi jager rundt efter den der såkaldte kærlighed og tror, vi skal gøre os fortjent til den: Er det min mave, der er for slasket? Jeg må hellere træne den mere til fitness, så jeg kan få kærlighed. Står puderne i min sofa nu rigtigt? Hvad er der galt, alle andre har fundet kærligheden bare ikke mig!!??

Vi vil fyldes op
Kærligheden er åbenbart en person, der skal komme og tilføre os den tryghed vi mangler, give os den glæde vi savner, fylde den tomhed ud vi har inden eller i det mindste gå ud med skraldespanden!! Vi vil trøstes, beundres, forgudes, knaldes, masseres, vi vil ha’ dét, der hedder kærlighed. Men hallo. Kærlighed er da ikke en helt bestemt person, der skal gøre noget helt bestemt for os, på et helt bestemt tidspunkt, (det er jo tyranni!). Kærlighed er ikke noget, der kommer og går, noget man skal gøre sig lækker for at få fat i og noget man skal opnå. Man kan godt bestille en build-a-bear-mand på nettet, men det er ikke kærlighed! Vi kan sagtens gå ud og skaffe sex, bekræftelse, ruchebaneture, det er dejlige oplevelser, det er dejligt, men vi skal ikke forveksle det med kærlighed og blive afhængige af særlige oplevelser eller særlige mennesker, vi tror, skal fylde magiske kærlighedsvæsker i os.

Kærlighed er liv
For mig at se er kærlighed en tilstand. Vi har den alle i os, vi er født i kærlighed, babyer stråler som små stjerner! Kærligheden er inde i os, selv når alt virker tomt og koldt, så har vi den indeni. Kærlighed er en tilstand, ikke et mål. Kærlighed er nydelse, det er tålmodighed, accept af den situation vi befinder os i, af den vi ér og af det vi gør. At opleve kærlighed er at lukke hjertet op, så vi kan mærke alle fornemmelserne, sanserne og følelserne! Mærke hinanden! Luk dit hjerte op og gå ud i verden; der er fyldt med folk derude, der vil dig godt, der er kærlighed overalt. Du behøver ikke vente på, at det bliver forår, så du kan gå ud og finde én, der kan lappe dig, fixe dig og fylde dig op. Kærligheden er der allerede. Kærlighed er at holde af livet, som det er, at være taknemmelig for at trække vejret, kærlighed er at sove, spise, grine, hoppe og danse. Det er en tilstand indeni, som du kan fremkalde konstant. Kærlighed er at være i live, og vi er i live, lige nu! Fokuser på dét, du holder af, luk hjertet op på vid gab – og du vil mærke kærlighed overalt. Oplev det! Grib det! Lad det fylde! Og giv det videre!!

Kærligst Jakob

1 kommentar

  • Rigtig lækker post, Jakob!
    Jeg er rørende enig i dine betragtninger.
    Jeg tror umiddelbart, at en del af problemet skyldes det samfund, vi efterhånden har fået bygget op omkring os. Jagten på idealerne som vi konstant fodres med i film, musik, de sociale medier og diverse selv-hjælps-guides. Sådan finder du lykken, sådan får du din six-pack på kun 6 uger etc.
    Vi bliver bombarderet med stof der fortæller os, at vi hele tiden skal jagte idealet – i den ene eller anden sammenhæng og form.
    Dertil er den sidste del af dit indlæg vigtig! Det ville være lækkert, hvis flere tog dine pointer til sig 🙂

    Mvh. Christian

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den tabte ungdom