Iris kom. Muntert gyngende i hofterne, nedringet, sminket og dullet op som til et vigtigt stævnemøde. Egentlig var det en lettelse for mig at se hende ansigt til ansigt igen, min stalker, min livsødelægger. Se, at der virkelig gemte sig en ivrig, energisk frembrusende kvinde bag det dystert ondskabsfulde genfærd, hun var blevet til i mine tanker. Samtidig så jeg nu tydeligt i hendes træk den lille kærlighedshungrende pige, der ikke kunne tåle at blive afvist, og som var villig til at bruge så enorme kræfter på at hævne sig.

Jeg fortalte hende om alt det, hun havde gjort, remsede det op og udpenslede, hvordan jeg havde oplevet det hele. Mens jeg talte, overvældende den ophobede angst og nervøsitet mig, og jeg begyndte næsten at ryste. Bagefter græd jeg og tiggede hende om at holde op med at genere mig.

Det kunne hun godt lide. Hun strålede og knejsede mere og mere, jo mere ned på knæ jeg kom. Jeg kan stadig huske hende sidde i sollyset i den sofa, hun satte til salg i Den Blå Avis, med et lille tilfreds smil om læberne. For hvert ord, der kom ud af min mund, kom der mere ro i hendes øjne.

”Jeg har forstået det nu, du elsker mig ikke. I det mindste vil du ikke indse, at du elsker mig,” sagde hun. ”Jeg gjorde jo kun det hele for at glæde dig. Minde dig om, at jeg var der for dig og elskede dig. Min kærlighed er ikke visnet. Ikke det mindste.”

”Men jeg ville ønske, at du gav den lov til at visne,” sagde jeg.

Til sidst blev det for meget med alt det tiggeri for mig, og også for hende, kunne jeg se. Hun skjulte et lille gab bag hånden.

Hun kantede sig tættere på mig og tog min hånd. Og så bollede jeg hende. Hev nederdelen og nylonstrømperne ned på hende og var sammen med hende der i sofaen. Hurtigt og kontant og uden nogen form for pynt.

Jeg ved godt, det er imod alle regler og al god psykologi. Jeg ved, at alle mine venner vil ryste på hovedet, når de hører det.

Men det hjalp. Ved gud, det hjalp, hvordan hun så end fik det til at hænge sammen indeni.

Bagefter trak hun nederdelen og strømperne op igen, nettede sig foran spejlet i entreen, gik ud af min dør, og jeg hørte aldrig fra hende igen.

”Nu ringer jeg altså til Iris,” sagde jeg til min ven, Michael. ”Det må være muligt at tale hende til fornuft og få hende til at holde op med at stalke mig.”

”Jeg kan godt se, du er nødt til at prøve noget nyt. Hun er virkelig udholdende, må jeg sige. Ring bare, men vær forsigtig. Skal jeg komme ud og sidde stand by?”

”Nej, nej, jeg klarer det selv.”

Jeg prøvede at lyde kæphøj, men i virkeligheden var jeg rystende nervøs. Jeg gik rundt om mig selv et hav af gange, før jeg endelig tog mig sammen.

Iris svarede med det samme.

”Hallo,” råbte hun glad ind i telefonen.

”Det er mig, Jakob.” Jeg dæmpede bevidst tonen i håb om at holde hende så meget som muligt nede ved jorden.

”Jakob,” sang hun lykkeligt, som var jeg lige hjemvendt fra krigen. ”Jakob, er det virkelig dig?”

”Ja, det er mig.”

”Det har du fandeme været længe om. Jeg har savnet dig helt vildt. Jeg tænker stadig på dig hele tiden. Vi havde noget særligt sammen. Jeg tror…”

”Iris, hvad er det, du har gang i, hvad er det, du vil opnå?”

”Hvad mener du?”

”Hvad vil du opnå med alt det, du har udsat mig for? Alle disse ting, du har bestilt på mine vegne, alle det, du satte til salg, alle de løgne om mig, du har fortalt din familie, dine trusler. Vil du gerne have, at jeg bryder sammen? Begår selvmord?”

”Selvmord,” hun lo, trillende og muntert. ”Nu lyder du lige lovlig dramatisk. Du behøver da ikke at køre mine søde små hilsner til dig så meget op. I øvrigt kunne en som dig da aldrig drømme om at begå selvmord, vel?”

”Tænker du slet ikke på, hvordan alt det her føles for mig? Hvor forfærdeligt det er aldrig at vide, hvad du finder på næste gang, hvor bange du gør mig? ”

”Gør jeg dig bange?” Hun lo igen, en anelse mere nervøst denne gang. ”Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg er jo bare mig. Din lille feminine Iris. Din elskede. Jeg elsker dig, Jakob.”

Jeg sukkede dybt og tænkte mig om. Hvad skulle jeg sige? Hvad turde jeg sige? ”Lad os mødes, ” sagde jeg til min egen overraskelse. Og nu, da jeg var i gang med at løbe en risiko, sprang jeg helt ud på det dybe: ”Kom hjem til mig. Desværre ved jeg ikke, om jeg har nogen møbler tilbage, som vi kan sidde i, for du har jo sat dem alle til salg. Men så må vi sidde på gulvet.”

”Det med Den Blå Avis, Jakob, det var virkelig bare en spøg. Ret harmløs, synes du ikke?”

”Ikke spor harmløs hvis du vil høre min mening, men lad os vente med at snakke om det, til vi mødes.”

”Hvornår vil du have, at jeg kommer?”

#Fortsættes

Med Iris var der altid disse stalkingpauser, hvor jeg troede, at alt var tilbage i sin gamle gænge, og at jeg var sluppet fri af hendes spind. Små åndehuller, hvor jeg nåede at blive mig selv igen og få nerverne til at falde til ro. Som om hun vidste, at det så slog desto hårdere, når hun gik til angreb igen.

Indimellem tænker jeg på, hvor hun fik tid fra til at genere mig på så fantasifulde måder hele tiden. Hun må konstant have hængt ind over sin mobiltelefon og computeren for at udtænke noget nyt, der kunne spænde ben for mig. Må have rendt rundt i butikker, på ambassader og uden for mit sommerhus og min lejlighed. Hvordan var hun i stand til at passe sit arbejde imens? Og hvorfor var der ingen i hendes omgangskreds og familie, der kom på sporet af, hvad hun havde gang i og undrede sig? Virkede hun normal på alle andre?

En morgen ringede en ekspedient fra en brudebutik. Hun ville gerne vide, hvordan jeg ville betale for det brudetøj, jeg havde bestilt.

”Hvilket brudetøj?” spurgte jeg allerede nervøs.

”Den smukkeste lange silkekjole med slør og et hvidt jakkesæt, der passer til. I kommer til at klæde hinanden, må jeg sige. I har truffet det helt rigtige valg. Din kommende brud sagde, at I gerne vil have det leveret indenfor en uge. Men vi har den regel, at det helst skal være betalt, før vi kører ud med det. Det bliver… lad mig lige se, jo, det bliver 36.000 kroner lige ud med den rabat, vi aftalte med din kommende brud.”

Nogle dage efter var det Babysam, der ringede om min ordre på en barnevogn, klapvogn og et puslebord. De havde lovet min kone at komme med det så hurtigt som muligt, men de kunne se, at betalingen ikke var gået ind endnu. Hvis jeg sørgede for at få betalt, kunne de tilbyde mig at komme allerede samme dag.

Og det stoppede ikke her.

Et par dage efter ringede en ældre mand. Han havde set et billede af min sofa i Den Blå Avis. ”Den er flot, men jeg synes jo nok, at den pris, du forlanger, er lidt høj. Kunne vi måske forhandle om den?”

”Det er en fejl,” mumlede jeg træt. ”Det hele er en fejl! Jeg har ikke noget til salg, og jeg vil heller ikke købe noget.”

”Købe noget?” sagde manden fornærmet, ”hvem taler om, at du skal købe noget? Du lyder… Lige meget. Ring, hvis du fortryder, jeg er sikker på, vi kan blive enige om en god pris. ”

Lidt efter ringede en kvinde, der var meget interesseret i mit spisebord, og måske også sengelamperne, det kom helt an på prisen, kvidrede hun i telefonen.

Hele dagen og den næste med havde jeg folk i røret, der ville købe mit indbo.

Iris havde på en eller anden måde fået taget billeder af det hele og sat alt, hvad jeg ejede til salg.

Det var der, jeg knækkede. Midt mellem et opkald fra en, der måske godt kunne overtales til at købe min dobbeltseng og besøget fra en ældre kvinde, der netop længe havde ledt efter lampen over mit sofabord.

Kræfterne var opbrugt. Hvis jeg ikke handlede, ville jeg gå i opløsning.

#Fortsættes

”Tillykke med din nye profil, Jakob, så fin du tager dig ud!” skrev min stalker, Iris, en tidlig morgen, hvor jeg sad fredeligt over morgenkaffen.

Der havde ellers været fred på Iris-fronten i nogle dage.

Jeg gned mig i øjnene og var ved at kvæles i den skefuld skyr, jeg var ved at føre ind i munden.

Min profil? Hvad mente hun?

Jeg fandt min computer frem og ledte hektisk på Facebook og LinkedIn.

Ingen nye profiler i mit navn.

”Har du nu endelig fundet kærligheden? Mig vil du jo ikke have, men måske kan et svin eller en høne tilfredsstille dig,” skrev Iris lidt senere på dagen.

Hvad helvede mente hun? Mit hjerte hoppede et par slag over. På det her tidspunkt havde hendes chikane stået på i månedsvis, og angsten lå altid og lurede lige under overfladen, parat til at eksplodere ud over mit liv. Indædt bandede jeg så højt, at folk omkring mig på kontoret forskrækket vendte sig om.

Jeg lænede mig ind over computeren og ledte igen endnu mere intenst. Kærlighed og parforhold, hvad kunne hun mene? Bingo. Åh, nej, for helvede, altså. Iris havde oprettet profiler i mit navn på alle de store datingsider.

”Er du ikke superglad for at have en kæreste som mig? Jeg under dig alt, Jakob, alt! Vil du sprede din kærlighed, så gør det!”

Med bange anelser gik jeg i gang med at studere profilerne nærmere.

Shit, shit, shit. Kvalmen steg op i mig, og jeg måtte holde mig for munden for at kunne læse videre.

”Mit navn er Jakob Olrik. Som du kan læse, er jeg en kærligheds- og sexhungrende mand, ” stod der. ”Men det, du også skal vide, er, at jeg har helt særlige, dyriske lyster. Faktisk bliver jeg især ophidset af at bolle med grise, køer, får og høns. Øf, øf, muh, muh er lidenskabelige udtryk i mine ører.”

I dag virker det latterligt at tænke tilbage på, men jeg kan garantere, at jeg ikke lo, mens jeg kiggede på disse profiler. Især ikke da jeg læste videre. Længere nede var nemlig tilføjet: ”… Endnu mere hot og sexet kan vores forhold blive, hvis du har en mindre datter, som også vil lege med os.”

Det var det værste. Hold kæft, det var utilgiveligt.

Alle de profiler, Iris havde oprettet, var selvfølgelig klistret til med et nærbillede af mig, hvor jeg smilede stort og ubekymret.

Det tog mig resten af dagen at få fjernet skidtet og tjekke alle de sider, jeg kunne komme i tanke om, for at se om der var mere.

”Nu kan jeg ikke holde til mere, ” nærmest græd jeg om aftenen i telefonen til Michael. ”Nu melder jeg hende altså til politiet.”

”Gør det, hvis det kan hjælpe dig.”

”Men du tror stadig ikke, at det nytter?”

”Jeg ved det ikke. Hvis jeg skal være ærligt, synes jeg stadig ikke, der er meget at bygge en sag op omkring. Rent fysisk holder hun sig jo på afstand af dig, ikke? Og hvordan vil du bevise, at det er hende, der har lavet profilerne?”

”Jeg ved det ikke,” sagde jeg mat. Alt, hvad jeg vidste, var, at jeg kunne se frem til endnu en søvnløs nat.

#Fortsættes

Jeg vidste godt, at min stalkers mor havde et sommerhus i Nordsjælland ikke så langt fra mit. Men dum, som jeg var, faldt det mig ikke ind, at Iris også kunne række ud efter mig deroppe i det fredelige sommerland. Det var jo mit helle, mit fristed, det eneste sted jeg følte, jeg kunne være helt i fred.

En dag kom en af mine veninder, Naja, en musiker, forbi min lejlighed i byen og spurgte, om hun måtte låne mit sommerhus i nogle uger. Hun var i gang med at lave en ny cd og havde ikke andre steder at indspille den end i sin egen stue. Naboerne til hendes lille lejlighed på Nørrebro var begyndt at klage temmelig ofte over larmen. Især når hun havde været i gang om aftenen. I mit sommerhus ville hun kunne arbejde uforstyrret døgnet rundt og blive færdig meget hurtigere.

Det kunne jeg naturligvis ikke sige nej til, jeg holdt meget af Naja og var imponeret over, at hun var så kunstnerisk målrettet.

Hun fik nøglen og kørte op i huset allerede næste dag.

Nogle dage efter ringede hun chokeret og fortalte, at der var kommet en fuldstændig vild kvinde brasende ind i sommerhuset med håret strittende til alle sider og havde råbt og skreget.

Naja havde langt om længe fået beroliget hende længe nok til, at de kunne sætte sig og tale om tingene.

Iris, for hende var det naturligvis, advarede højlydt Naja mod at omgås mig. ”Han er farlig, forfærdelig, forstår du, hvad jeg siger. Virkelig hensynsløs og kynisk. Et pikhoved.”

Bagefter havde hun grædt og skreget lidt mere, inden hun med en abrupt bevægelse rejste sig, gik og smækkede med døren.

Derefter havde Naja mistet lysten til at opholde sig i sommerhuset. ”Det er lidt, som om der ligger en forbandelse over huset nu. Tror du, hun sidder et sted og holder øje med det hele tiden? I hvert fald kunne jeg ikke holde ud at være i det længere. Jeg pakkede mine ting og tog hjem. Hvad er det, du har gang i Jakob?”

Godt spørgsmål, hvad havde jeg gang i?

“Fortsættes