Iris, min stalker: Episode 10

Selvom jeg tænkte og tænkte, fandt jeg ingen god måde at stoppe Iris på. Skulle jeg være gået til politiet? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, om det kunne have forhindret noget af det, der videre skete.

Nu begyndte Iris også at true mig i byger af grove sms’er.

”Pas på, hvor du går, Jakob, jeg kender nogle handlekraftige mænd, der nok kan finde ud af at klaske en myg som dig.”

Og: ”Jakob, måske skal du lige tænke dig om, når du kører på kontoret. Måske kører din bil ikke helt, som den plejer. Hvem ved, hvad der er pillet ved.”

Angsten suste igennem mig som en kold trækvind, når jeg trådte ud af døren, startede bilen eller gik på gaden. Iris var ikke bare kugleskør, hun var fandeme også livsfarlig, gik det op for mig. Kunne hun finde på at stå uden for min dør med en kniv gemt i ærmet? Eller knalde mig ned med en flaske, når jeg trådte ind ad døren på mit kontor eller på en bar et sted i byen?

De næste uger kom hendes sms’er stadig hyppigere, indtil jeg var oppe på at få en i timen.

Mine venner var oprigtigt bekymrede og kaldte til samråd. Sammen udviklede vi et alarmsystem. Hvis en af dem så Iris i byen et sted, skrev de straks til mig, at jeg skulle holde mig væk. Advarslerne tikkede ind i samme takt som Iris’ trusler, det betød, at min telefon vibrerede i et væk:

“Nu er Iris på Jazzhouse.”

“Dit dumme svin, jeg ved, hvordan jeg kan knuse dig.”

“Har set Iris i Kødbyen.”

“Lille lort, tror du, du nogensinde slipper for mig og min kærlighed, vel gør du ej.”

“Pas på, Iris er blevet set på Joleen.”

Hvor længe endnu, tænkte jeg. For fanden, hun måtte da køre træt på et tidspunkt.

#Fortsættes