Iris, min stalker: Episode 7

Trods mine akutte vejrtrækningsproblemer fik jeg på en eller anden måde forklaret Iris’ mor, at jeg ikke kom med i lufthavnen og ikke betragtede mig som forlovet med Iris.

”Det er det, jeg ikke forstår ved min datter, ” sagde Iris’ mor og lød pludselig meget ked af det og skuffet. Jeg var lettet over, at vi endelig syntes at være nået til at tale om de problemer, som Iris helt klart havde. Alvorlige, mentale problemer. Men i stedet for at tale om dem, fortsatte hendes mor: ”Jeg forstår ikke, at min søde, søde pige altid render ind i de her forfærdelige mænd, der behandler hende helt uden respekt og misbruger hendes tillid på det groveste. Hvad får du egentlig ud af at gøre hende så ulykkelig? Må jeg have lov til at spørge dig om det?”

Jeg ledte desperat efter ordene. ”Det er ikke mig, der gør hende ulykkelig, det klarer hun …”

Inden jeg nåede længere, havde Iris’ mor smækket røret på.

På det tidspunkt begyndt jeg så småt at ane, hvilke kræfter jeg var oppe imod.

Jeg gik rundt i min stue. Hjertet dunkede i brystet på mig, angsten rumlede i maven som skarpe sten, der blev slynget rundt, og jeg havde ondt i hovedet. Det gik op for mig i al sin gru, at Iris var en naturkatastrofe med en ødelæggende kraft så stor, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle imødegå den.

Der var stille på Iris-fronten nogle dage. Men det var en truende stilhed. En stilhed før stormen. Jeg samlede kræfter og prøvede at berolige mig selv. Det skulle nok gå. På et tidspunkt måtte Iris vågne op og blive sig selv igen. Eller hendes mor ville få talt hende til fornuft.

Alligevel var jeg nervøs og på vagt, hver gang jeg hentede post, åbnede min mobiltelefon eller gik på gaden.

Hvad blev det næste, hun gjorde? Hvor lå hun på lur? Hvor langt ville hun gå?

Ofte vågnede jeg op om natten badet i sved og forestillede mig det værste.

#Fortsættes