Iris, min stalker: Episode 5

I to måneder var jeg en fri mand.

Jeg hørte ingenting fra Iris overhovedet. En af hendes bekendte fortalte til min store glæde, at hun trivedes i Toronto og sendte glade beskeder hjem om, at hun var ved at falde til.

Jeg gik i byen og nød livet, arbejdede, tog mig af min datter og var glad, lettet og fornøjet.

Så en aften ved en middag med nogle venner lånte min veninde Snehvide min mobil for at sende en besked til et af sine børn.

”Hvad er det for nogle underlige billeder,” sagde hun og stirrede på skærmen, da jeg havde åbnet telefonen for hende.

Jeg flåede mobilen ud af hænderne på hende. Hun var kommet til at åbne en sms fra Iris.

I den var et billede af Iris i nøgen figur med armene om to høje, mørkhårede mænd med muskuløse overkroppe. ”Jeg befinder mig godt i denne skønne sandwich, men hold kæft, hvor vi mangler dig,” stod der.

Lidt efter tikkede endnu en besked ind. ”Kommer du ud i lufthavnen og henter mig. Lander på lørdag klokken 17. Kan ikke holde ud ikke at se dig længere. HUNGRER. LÆNGES.”

Jeg måtte sætte mig på gulvet og var lige ved at besvime. Hvad skulle jeg dog stille op med denne vanvittige kvinder, som tilsyneladende nægtede at høre, hvad jeg sagde? Nægtede at acceptere fakta.

”Ignorer hende, ” sagde Snehvide, da jeg havde forklaret hende, hvad det gik ud på. Hun så fuld af medlidenhed på mig. ”Så kører hun helt sikkert snart træt.”

”Jeg har prøvet at ignorere hende.”

”Rigtig for alvor?”

”Måske kunne jeg godt forsøge lidt mere.”

# Fortsættes