Snehvide og hendes kujon af en eksmand

Kan man lære af sine erfaringer? Eller sagt med andre ord: Kan man blive dygtigere til at elske?

Fordi jeg er så forelsket lige nu og bange for at tabe det på gulvet, går jeg og tænker på, hvad der får gode parforhold til at fungere. Og hvad der absolut ikke gør.

I dag havde jeg besøg af min veninde, lad os kalde hende Snehvide. Hun er på min egen alder, 42 år. Har sort pagehår og den blegeste, fineste mest skære hud, det er derfor, jeg kalder hende Snehvide. Vi har kendt hinanden i årevis og taler sammen mindst en gang om dagen. For tiden er det altid sindsoprivende, for Snehvide er ulykkelig. Eller rettere, det var hun. Hendes mand, Lars, som er far til hendes to børn, skred for fem måneder siden med en af sine kollegaer. En blondine, som Snehvide havde mødt flere gange, og endda spist middag hos et par gange, og altid har syntes var lidt syntetisk og irriterende. Nu synes hun, at blondinen er direkte uudholdelig og en heks og vil aldrig have hende ind over sin dørtærskel igen.

Egentlig betragtede Snehvide sig som pænt lykkelig med sin mand. Ikke idyllisk lykkelig. Ikke totalt opslugt. Men pænt lykkelig. Især når man tager i betragtning, hvor længe de var sammen.

”10 fucking år,” som Snehvide siger. Det længste hun nogensinde har holdt en mand ud. Hvis en damebladsjournalist havde interviewet hende om, hvad hun godt kunne lide ved ham, ville hun sige, at han var hendes bedste ven og fortrolige. Men altså ikke fortrolig nok til, at hun havde set det komme, da han kom hjem en aften og med rystende stemme og rødme på halsen og tilstod, at han var forelsket i en anden. En time senere gravede han husets allerbedste rejsetaske frem, pakkede og skred (sådan er han, selv i nødens stund iscenesætter han alting med et strøg af luksus, siger Snehvide bittert). Bare nogle dage før havde han givet hende et kunstnerisk halssmykke i fødselsdagsgave, kysset hende på kinden og sagt, at hun var uundværlig i hans liv. Måske mente han det ligefrem. Få dage senere var Snehvide bare ikke så uundværlig længere.

Selv om hun nu så småt er begyndt at komme sig, kan hun ikke lade være med at græde lidt, hver gang vi taler om det.

I dag sidder hun igen i min sofa og skælder ud på sin eksmand med røde, fine pletter af ophidselse på kinderne. Det er blevet en fast tradition. Ligesom det også er en fast (og lidt trættende) tradition, at jeg nikker og giver hende ret i alt.

Jo for fanden, hendes eksmand er klart et nossefår, en idiot, et pjok, en kujon. Og nej, der er ikke en jordisk chance for, at han og Blondinen bliver lykkelige sammen.

”Hvad skal der blive af mig?” græder Snehvide. ”Hvem vil have et godt brugt eksemplar? Hold kæft, hvor jeg længes efter, at en eller anden råboller mig.” Hun pudser næse. ”Men hvor fanden finder jeg en mand, når jeg ikke gider netdating.”

I dag vover jeg en ny strategi og holder op med at bekræfte hende i, at der ikke er noget håb. ”Så må du ud og lede,” siger jeg. ”Melde dig til et eller andet, ballet eller fin madlavning for eksempel.”

”Tror du, at jeg er klar til det?”

”Ja, du er da.”

”Virkelig?”

”Ja, kan du ikke komme i tanke om noget, du altid har drømt om at gå til?”

”Jo, måske.” Hun tænker sig om. ”Du må ikke grine, vel? Jeg har altid drømt om at gå til afrikansk dans. Jeg lod være, fordi Lars var så optaget af, at vi gjorde noget sammen som familie.”

”Men så er afrikansk dans da det, du skal,” siger jeg opmuntrende. ”Gå hjem og meld dig til et kursus med det samme. I stedet for de syv små dværge, kan det være, du finder de syv afrikanere.”

Da hun går, krydser jeg i den grad fingre for, at hun snart kommer videre.