Iris, min stalker: Episode 4

Da Iris kom for at hente mig i taxaen, så vi sammen kunne tage til Toronto, stod jeg og ventede utålmodigt og rasende på gaden.

”Hvor er dine kufferter,” spurgte hun forundret og steg ud for at kysse mig på kinden. Hun var klædt i et sort jakkesæt, der klædte hende. På sædet inde i bilen lå en elegant, sort mappe og en stor rød håndtaske.

”Jeg har ikke pakket,” svarede jeg.

”Det var da dumt, ” smilede hun imødekommende og blinkede fortroligt til mig. ”Men vi finder bare noget tøj til dig i lufthavnen. Det skal nok gå.”

”Iris, jeg skal ikke med til Toronto,” sagde jeg for tredje gang og forsøgte at holde hende på afstand, så jeg kunne se, om ordene sank ind bag hendes ualmindeligt tykke hjerneskal.

”Er det rigtigt? Hvor er du tarvelig. Vil du virkelig ikke med?” Hendes øjne fyldtes med tårer, og hun tog hånden forskrækket op til munden. ”Så går der jo flere måneder, før du ser mig igen.”

”Det klarer jeg nok.”

Hun klyngede sig til mig, græd og kyssede mig lidenskabeligt.

Taxachaufføren stirrede utålmodigt ud på os og trommede med fingrene på rattet

”Jeg tror, vores forhold bliver stærkere af det her, ” mumlede Iris med grødet stemme ind mod min skulder. ”Det er en test. Det er sådan, jeg ser på det. En test på, hvor meget vi elsker hinanden. Og vi kommer til at bestå den med bravour.”

Og så satte hun sig endelig ind i taxaen og kørte, og jeg åndede lettet op.

Denne gang var der intet i mig, der savnede hende.

I starten sendte hun mig et par e-mails om dagen, men jeg svarede ikke på dem, og langsomt tørrede kontakten til hende ud. Troede jeg. Jeg var utrolig lettet.

Indtil jeg modtog et par tykke breve med brochurer over lejligheder i Toronto. Store lejligheder og små lejligheder. Gammeldags og moderne lejligheder. Der fulgte ingen besked med brevene. Det føltes, som om jeg holdt om noget glohedt. Jeg smed brochurene i papirkurven og håbede det bedste.

Dagen efter ringede min bank.

”Det var det lån, vi skulle tale om. Din forlovede siger, at du skal bruge det til at investere i fast ejendom i Toronto. Jeg vil bare sige, at det nok tager os nogle dage, før vi er klar med et tilbud. Vi må lige spørge nogle eksperter til råds om boligmarkedet derovre først.”

Min tålmodighed var brugt op.

Kvalmen stod op i halsen på mig, og jeg rystede over det hele.

Da jeg havde fået forklaret bankmanden den rette sammenhæng, ringede jeg til Iris og skreg ind i telefonen, at jeg ikke var hendes kæreste, og jeg ikke under nogen omstændigheder havde tænkt mig at komme til Toronto.

”Det er frygteligt,” hulkede hun. ”Du er så ond, så ond, jeg fatter det ikke. Min egen skat, min elskede. Jeg savner dig jo. Det er slet ikke sjovt at være her, når du er så langt væk.”

”Det bliver ikke sjovere af, at du kommer hjem. Jeg vil ikke se dig, fatter du det ikke?”

”Lidt sjovere bliver det,” sagde hun med en ydmyg stemme. ”I mindste vil jeg så vide, at du er i nærheden.”

”Åh, hold nu op, Iris. Hvorfor går du ikke ud i nattelivet derovre og finder dig en mand, som vil have dig? En, der vil elske at få al den kærlighed, du spilder på mig.”

”Hvem ved, måske er det netop det, jeg vil gøre.”

”Der er oprigtig talt ikke noget, der ville glæde mig mere.”

Jeg afbrød træt samtalen.