Iris, min stalker: Episode 2

Den sjette morgen, jeg vågnede op ved siden af Iris i hendes lejlighed, kunne jeg mærke, at jeg nu virkelig ikke længere orkede at gå i seng med hende. Egentlig var hun sød og charmerende, men desværre var hun begyndt at vise tendens til at blive uudholdeligt klæbende. Hun forsøgte hele tiden at holde på mig mod min vilje. Hver gang jeg var lige ved at bryde op, udfrittede mig om alt, hvad jeg foretog mig.

Jeg vendte mig i sengen og kiggede på hendes ivrige, blåøjede ansigt og kunne ikke lade være med at føle en irritation, som jeg var nødt til at reagere på.

”Hvordan ser du fremtiden sammen med mig?” spurgte hun spekulativt over morgenmaden og så drømmende ud af vinduet. ”Ser du det samme som mig? Oliventræer, et langbord, sol, dejlige unger, dig og mig tæt sammenslyngede, forelskede og fordybede i hinanden for 15. år i træk.”

Hun havde linet både juice, ost, skinke, røræg, bacon og bagels op på bordet foran mig. Jeg tog en bid af en bagel, men havde ingen appetit.

”Fremtiden? Den tænker jeg ikke så meget over,” svarede jeg sløvt.

Iris rejste sig og kom over og satte sig energisk på skødet af mig. Hun havde et par brødkrummer i håret.

Jeg vred mig lidt, pillede krummerne ud, og bad hende sætte sig tilbage på sin egen stol. Det nægtede hun og kyssede mig sugende på halsen.

”Nu skal du altså lytte til mig, Iris, ” sagde jeg indtrængende. ”Jeg er sådan en, der vil sprede min kærlighed ud. Det er min mission her i livet, min kærlighed har aldrig været bestemt kun for dig.”

I dag kan jeg godt høre, at det lød kvalmende, men dengang var jeg stolt af denne sætning, som jeg havde tænkt meget over og fremførte med indøvet pondus.

Den havde da også en ret stor effekt. Iris blev bleg og sad mundlam og stirrede på mig i flere sekunder, helt betuttet. Så bøjede hun sig frem, lagde hånden om min pik uden på mine jeans og sagde: ”Så må det jo være min mission at få dig til at skifte holdning på det punkt, ikke?”

Jeg fjernede hårdhændet hendes hånd. ”Det tror jeg ikke, du kan.”

”Vent og se,” sagde hun og lænede sig langsomt og selvsikkert tilbage i stolen. ”Der er en ting, du ikke ved om mig, og det er, at jeg ikke finder mig i at blive vraget. Aldrig nogen sinde.”

Jeg lo nervøst og rejste mig. ”Jeg går nu! Du må indse, at det her er forbi. Jeg kommer ikke tilbage.”

Iris sagde ingenting. Men lidt efter, da jeg gik ud af døren, råbte hun efter mig: ”Jeg har en overraskelse til dig, bare vent.”

Det gøs i mig, da jeg lukkede døren bag mig.