Hvor pokker er kærligheden?

Hvem skal styre Danmark, Thorning eller Rasmussen; mor eller far? Jeg så dem på tv forleden aften, hvor de stod og fremlagde deres planer for familien Danmark, og jeg må sige, at jeg var paf. Hvad sker der for vores rollemodeller? Hvad er det for en politik, de står og sælger?

Helst vil de love os skattefrie sommerhuse til alle, tryghedsforsikringer på tilbud, og ja, vi har alle fortjent et nyt køkken. Mor og far stod og lokkede med tal og indtjeningsmuligheder, som om de solgte mobilabonnementer eller fitnesskæder. Stram jer op, mor og far! Jeg gider ikke høre om de egotrip-politiske projekter I har gang i, hvor det handler om at eje og købe mere. Jeg vil høre visioner! Fortæl mig om kærlighed og om sunde planer, der gør det lettere for os mennesker at være noget for hinanden.

Forkælede

Jeg blev faktisk ked af at høre på de to politikere. Og det blev kun værre, da de begyndte at konkurrere om, hvem der turde sende flest flygtninge ud af landet og hvem der kunne skære mest i ulandsbistanden. I stedet for at snakke om at ville hjælpe flest mulige mennesker, stod de og talte grimt om dem der flygter fra krig og ødelæggelse. Tænk at være indvandrer eller flygtning i Danmark lige nu, og høre den måde, man taler grimt om dem på. Hvor er det uhøfligt og ikke-generøst og på alle måder pinligt. Skal vi danskere opføre os som forkælede feudale herremænd, der er født til at sidde på flæsket, og holde alle andre væk? Verden ligger og drukner i blod. Skal vi så gå rundt og være bange for at dele, bange for at hjælpe, at være der for andre med de ressourcer vi er født til at have? Er det sådan det er blevet?

Os og dem

Og siden hvornår er det blevet stuerent at tale dårligt om de svage? Jeg troede, at Danmark var et venligt land, hvor alle i bund og grund bedst kunne lide, at alle havde det godt. Sådan er det ikke længere. Nu er det os – og dem. Os og flygtninge. Os og indvandrerne. Os og bistandsklienterne. Os og dem der er en smule anderledes. Og så hele idéen om at tage fra de fattige, så vi andre kan købe og eje endnu mere. Hvem kan tage flest penge fra arbejdsløse og syge? Det kan far og mor. Det er da ubehageligt at høre på. Det er som om, vi hele tiden skal tage udgangspunkt i os selv, i det vi vil have. Ikke noget med at sætte os i andres sted, tænke ud over os selv, se tingene fra andre vinkler end en navlebeskuende selvhjælpspolitik. En sælger-politik. Hvor er visionerne?

Byg os et drivhus

Jeg savner visioner, virkelig. Jeg savner drømme og visioner der udspringer af et ønske om helhed, kreativitet, glæde og fællesskab og ønsket om at gøre det godt for vores medmennesker. Hvor kan vi som land gøre en forskel? Hvordan kan vi hjælpe andre, tage os af andre, beskytte andre, få verden til at blomstre? Med al den virilitet, sundhed, styrke og rigdom vi har i landet, bør vi da kunne tænke større end på at mele vores egen kage. Vi kan eksperimentere i et land som vores, vi kan investere i vilde idéer der ikke lige giver bonus på regnearket med det samme, men som skaber balance på den lange bane. Vi kan, fordi vi er så rige som vi er, drop al den tryghedssnak og egosnak, og fokusere på at skabe og få tingene til at gro. Hvor er den mor og far, der kan bygge os alle et kæmpe drivhus af vilde idéer? Et drivhus fuld af kærlighed til os, og dem, og børnene, og de gamle, og dem der står udenfor og banker på – og pissefryser!

Der skal kærlighed på banen i familien Danmark. Kærlighed.

God valgkamp!