Iris, min stalker: Episode 8

Da min stalker, Iris, igen slog til, var jeg i begyndelsen glad for, at det trods alt ikke var værre.

Hun havde gjort så mange vanvittige ting for at binde mig til sig og få mig til at elske hende, at jeg frygtede det værste.

Jeg opdagede først hendes nyeste tiltag, da en af mine bedste og ældste venner ringede en aften og sagde, at han havde modtaget en meget lang, mystisk mail, der handlede om mig.

Først havde han haft svært ved at finde hoved og hale i den, men efterhånden var det lykkedes ham at finde et mønster. Han ville mest af alt karakterisere det som en lang, udførlig og også lidt snørklet analyse af min personlighed med referencer til en forskellige ting, jeg havde gjort mig skyldig i. Her af var langt det værste, at jeg ikke var i stand til at elske. Tilsyneladende var mailen skrevet af en kvinde, som kaldte sig Iris, kunne det passe? Kendte jeg denne heks?

Det gjorde jeg, indrømmede jeg.

Min ven beklagede, men han kunne ikke andet end at betragte kvinden som sindssyg. Derfor havde han også straks slettet mailen. Ondskabsfuldheder af den skuffe skulle væk, ud af verden, og det kunne ikke gå hurtigt nok, var hans erfaring. Men bagefter havde han fortrudt, fordi han kom i tanke om, at jeg måske gerne ville have læst den først.

Lidt efter ringede min veninde Snehvide, at hun også havde modtaget mailen. Og hun havde ikke slettet den. Med rystende stemme læste hun den langsomt op for mig i telefonen, ord for ord, så jeg ikke skulle være alene, når jeg hørte, hvad der stod.

Hun indvilligede i også at videresende den til mig, så jeg kunne studere dens foruroligende indhold i ro og mag.

Iris skrev, at jeg var en stjernepsykopat, der bollede rundt med hvem som helst og hvad som helst og var syg i hovedet. Hun anså mig desuden for at være en forfærdelig og skadelig far, som var godt i gang med at ødelægge min stakkels datter, fordi jeg ikke evnede at vise nærvær og ikke ejede medfølelse.

Det hele var formuleret på en ekstremt grænseoverskridende måde, jeg ikke har lyst til at gå i detaljer med her.

Jeg vil dog sige så meget, at Iris gav indtryk af at kende nogle endog meget intime detaljer om mit privatliv, som jeg var sikker på, jeg aldrig havde fortalt hende om. Hun måtte have lavet et grundigt stykke research i min omgangskreds. Tanken om, hvordan hun havde ringet rundt til vores fælles venner og spurgt dem ud, fik det i særlig grad til at gyse i mig.

Jeg må indrømme, at jeg hele den aften og næste uge med var temmelig meget fra snøvsen og tæt på at bryde sammen. Fortvivlet overvejede jeg at ringe til politiet, men det frarådede min ven, Michael, mig.

Iris havde jo ikke truet mig på nogen måde. Et ubehageligt brev var næppe det store at bygge en sag op omkring.

”Men hvad skal jeg så gøre?” spurgte jeg ulykkeligt.

”Ingenting,” sagde han, ligesom Snehvide også havde gjort tidligere. ”Hvis du reagerer, fodrer du hendes illusion om, at hun betyder noget for dig.”

”Det værste er, at jeg er bange hele tiden nu.”

”Jeg ved det,” sagde han. ”Men tror du ikke, det har toppet nu?”

”Jeg ville ønske, jeg kunne tro det. Men nej. Jeg er ret sikker på, at hun har meget mere i ærmet.”

#Fortsættes