Iris, min stalker: Episode 13

Med Iris var der altid disse stalkingpauser, hvor jeg troede, at alt var tilbage i sin gamle gænge, og at jeg var sluppet fri af hendes spind. Små åndehuller, hvor jeg nåede at blive mig selv igen og få nerverne til at falde til ro. Som om hun vidste, at det så slog desto hårdere, når hun gik til angreb igen.

Indimellem tænker jeg på, hvor hun fik tid fra til at genere mig på så fantasifulde måder hele tiden. Hun må konstant have hængt ind over sin mobiltelefon og computeren for at udtænke noget nyt, der kunne spænde ben for mig. Må have rendt rundt i butikker, på ambassader og uden for mit sommerhus og min lejlighed. Hvordan var hun i stand til at passe sit arbejde imens? Og hvorfor var der ingen i hendes omgangskreds og familie, der kom på sporet af, hvad hun havde gang i og undrede sig? Virkede hun normal på alle andre?

En morgen ringede en ekspedient fra en brudebutik. Hun ville gerne vide, hvordan jeg ville betale for det brudetøj, jeg havde bestilt.

”Hvilket brudetøj?” spurgte jeg allerede nervøs.

”Den smukkeste lange silkekjole med slør og et hvidt jakkesæt, der passer til. I kommer til at klæde hinanden, må jeg sige. I har truffet det helt rigtige valg. Din kommende brud sagde, at I gerne vil have det leveret indenfor en uge. Men vi har den regel, at det helst skal være betalt, før vi kører ud med det. Det bliver… lad mig lige se, jo, det bliver 36.000 kroner lige ud med den rabat, vi aftalte med din kommende brud.”

Nogle dage efter var det Babysam, der ringede om min ordre på en barnevogn, klapvogn og et puslebord. De havde lovet min kone at komme med det så hurtigt som muligt, men de kunne se, at betalingen ikke var gået ind endnu. Hvis jeg sørgede for at få betalt, kunne de tilbyde mig at komme allerede samme dag.

Og det stoppede ikke her.

Et par dage efter ringede en ældre mand. Han havde set et billede af min sofa i Den Blå Avis. ”Den er flot, men jeg synes jo nok, at den pris, du forlanger, er lidt høj. Kunne vi måske forhandle om den?”

”Det er en fejl,” mumlede jeg træt. ”Det hele er en fejl! Jeg har ikke noget til salg, og jeg vil heller ikke købe noget.”

”Købe noget?” sagde manden fornærmet, ”hvem taler om, at du skal købe noget? Du lyder… Lige meget. Ring, hvis du fortryder, jeg er sikker på, vi kan blive enige om en god pris. ”

Lidt efter ringede en kvinde, der var meget interesseret i mit spisebord, og måske også sengelamperne, det kom helt an på prisen, kvidrede hun i telefonen.

Hele dagen og den næste med havde jeg folk i røret, der ville købe mit indbo.

Iris havde på en eller anden måde fået taget billeder af det hele og sat alt, hvad jeg ejede til salg.

Det var der, jeg knækkede. Midt mellem et opkald fra en, der måske godt kunne overtales til at købe min dobbeltseng og besøget fra en ældre kvinde, der netop længe havde ledt efter lampen over mit sofabord.

Kræfterne var opbrugt. Hvis jeg ikke handlede, ville jeg gå i opløsning.

#Fortsættes